Rottweileren er generelt en sund hund, både fysisk og mentalt, hvilket selvsagt er af betydning for en race, der kræves noget af brugsmæssigt. Dette skyldes tildels, at Rottweilerklubben er opmærksom på, hvilke kvaliteter, der bør tages hensyn til i avlen, men også det faktum, at Rottweileren, heldigvis, aldrig er blevet for populær. Meget populære hunderacer må nemlig lide under den svøbe, det er, når alt hvad der ser dagens lys, kan sælges. Dette er dog ikke ensbetydende med, at alle Rottweilere er sunde og raske, men med lidt sund fornuft og kritisk sans har man en særdeles god mulighed for at anskaffe sig et glimrende eksemplar af racen. Udover at tænke sig godt om før man køber hunden, bør man være opmærksom på følgende:
Dette er et krav for at deltage i træning og på udstillinger, men bør dog være motiveret af ejerens interesse for sin hunds ve og vel. Proceduren er, at hunden basisvaccineres to gange med fire ugers mellemrum, og herefter opfølges vaccinationen en gang årligt. Man kan vaccinere mod en masse forskellige lidelser, og alle dyrlæger bruger ikke den samme vaccine. Fælles for de vacciner der bliver brugt, når man bare kommer og beder om at få sin hund vaccineret, er dog, at de beskytter hunden mod hundesyge, parvovirus og smitsom leverbetændelse. Herudover kan de også beskytte mod kennelhoste og leptospirose. Desuden kan man få sin hund vaccineret mod rabies (hundegalskab), hvilket er påkrævet, hvis den skal med uden for landets grænser, samt mod coronavirus, som er en diarré, der ikke er helt ualmindelig, men dog sjældent er fatal for voksne hunde. Det vigtigste er dog at få sin hund vaccineret mod hundesyge, parvovirus og smitsom leverbetændelse, og da du ikke kun betaler for vaccinen, men også for en konsultation, er det samtidig et uundværligt årligt sundhedscheck af hunden. Her har du mulighed for at få spurgt om nogle af alle de ting, du går og spekulerer over til hverdag (det er helt i orden at have en huskeseddel med), og dyrlægen kan hurtigt bedømme, om hunden ser, lyder, og føles normal, eller om der er nogle småting, der skal kigges nærmere på.
Indvoldsorm er ikke noget, man opdager, med mindre hunden er meget svært angrebet, men man bør alligevel give den en ormekur 2-4 gange om året. Der findes flere forskellige præparater i håndkøb, og da de virker lidt forskelligt, er det en god ide at skifte af og til.
En sygeforsikring er en mægtig god investering, trods det at den har en selvrisiko på ca. 700 kr. og hverken dækker udleveret/ordineret medicin eller udgifter i forbindelse med hofteledsdysplasi og medfødte lidelser. Forsikringerne koster fra ca. 500 kr. årligt, og er en god sikkerhed, hvis man er så uheldig, at hunden kommer ud for en ulykke, eller skal opereres for f.eks. entropion/ektropion, livmoderbetændelse eller lign., hvor regningen hurtigt løber op i flere tusind kroner. I det følgende beskrives nogle lidelser, som man på et tidspunkt vil støde på, når man bevæger sig i Rottweilerkredse. De er alle mere eller mindre arveligt betingede, og forekommer hos en lang række forskellige racer.
Hofteledsdysplasi betyder, frit oversat, en fejlagtig udvikling af hofteleddet, og anses for at være en af de mest betydningsfulde, arvelige lidelser hos de større hunderace. Den fejlagtige udvikling af hofteleddet består i, at hofteskålen og lårbenets ledhoved ikke passer så godt sammen pga. løshed eller "ledskred", hvorved der sker en forkert belastning af leddet med evt. smerter og slidgigt til følge. Forekomsten varierer inden for de forskellige racer, men 36 % af de røntgenfotograferede Rottweilere, der registreres i DKK, har en mild til svær grad af HD. Der er ingen direkte sammenhæng mellem de forandringer, man kan se på et røntgenbillede, og de symptomer hunden viser, men som regel vil de svære grader af dysplasi vise sig som konstante eller tilbagevendende haltheder. HD er en multifaktoriel lidelse, dvs. at den skyldes mange forskellige faktorer, der, når de spiller sammen, giver sig udslag i de førnævnte forandringer. Disse forandringer omfatter både arvelige og miljømæssige forhold. De miljømæssige forhold omfatter bl.a. hurtigt vækst og for megen foder og motion, i det hele taget alt, hvad der belaster den voksende hund unødvendigt. Desuden vil et forkert (og i øvrigt også for højt) indhold af kalk, og andre mineraler og vitaminer i foderet, kunne forstærke udviklingen af HD. Lidelsen nedarves polygent, dvs., at anlæggene for HD er spredt over et større, og i øvrigt ukendt, antal pladser på generne. Dette er en af årsagerne til, at helsøskende der vokser op i samme miljø, kan have vidt forskellig HD-status, alt efter hvor mange "gode" henholdsvis "dårlige" anlæg de har modtaget fra hver af deres forældre (hvert individ har to anlæg for hver egenskab, et fra hvert forældredyr). Som følge af den mangelfulde viden omkring antallet af de involverede gener, er der heller ikke nogen nøjagtige angivelser af lidelsens arvelighed, men forskellige undersøgelser har vist resultater fra ca. 25-85 %. Diagnosen stilles ved røntgenfotografering, som er obligatorisk for Rottweilere, hvis hvalpe man ønsker stambogsført i DKK. Ved bedømmelse af billederne klassificeres hofterne efter en tildelt skala med betegnelserne:
DKK (FCI) HD Beskrivelse
A Fri
B Fri (Overgang)
C Let
D Middel
E Svær
Man kan desværre ikke gardere sig 100 % mod HD, men man kan mindske risikoen ved nøje udvælgelse af forældredyrene samt fornuftig fodring og motionering af hvalpen. Artrotisk (gigt-) forandringer i albuerne er et meget almindeligt fund hos mellemstore-store, hurtigvoksende hunderacer og ses hos op til 50 % af individerne i en race. Det er ikke nødvendigvis alle de afficerede hunde, der får problemer, men benshaltheder er ikke ualmindeligt hos Rottweilere i vækst. De omtalte forandringer er et resultat af forkert belastning af leddet og kan skyldes flere forskellige vækstforstyrrelser hos den voksende hund, der dog alle ser ud til at være betinget af både arv og miljø.
Albueledsartrose har ingen sammenhæng med HD, men nedarves på samme måde, og er under indflydelse af de samme miljøbetingelser (se foregående afsnit). Siden 1. januar 1994 har DKK tilbudt en frivillig, central bedømmelse af røntgenfotograferede albueled, der gradueres efter følgende skala:
0 = Ingen røntgenologiske forandringer
1 = Milde røntgenologiske forandringer
2 = Moderate røntgenologiske forandringer
3 = Kraftige røntgenologiske forandringer
Entropion = indadkrængning af øjenlåg og Ektropion = udadkrængning af øjenlåg, er en arvelig lidelse, der af og til ses hos Rottweilere. Problemet er efterhånden blevet mindre, da afficerede dyr udelukkes fra avlen. Begge tilstande disponerer for hyppige til konstante tilfælge af øjenbetændelse, men kan korrigeres ved et mindre kirurgisk indgreb.
Siden sygdommen arves autosomalt recessivt kan kun hunde efter to bærere få sygdommen. Man bør derfor kun avle fri/fri eller fri/bærer. Dette kan testes via blodprøve hos et laboratorie.
Manglende nedstigning af en eller begge testikler i pungen. Arveligt betinget, hvorfor sådanne individer udelukkes af avlen. Normalt bør begge testikler befinde sig i pungen, når hvalpen er 8 uger gammel (og kan afhentes), men nedstigning af testiklen kan i nogle tilfælde ske helt frem til 6-12 måneders alderen.
Forekommer hos alle racer og er arveligt disponeret. Mindre brokdannelser forsvinder af sig selv, men mindre kirurgiske indgreb kan være nødvendige.
En normal hund har 42 blivende tænder samt saksebid. Tandfejl i form af manglende eller overtallige tænder samt bidefejl ses hyppigt. Alt efter fejlens art kan hunden udelukkes fra avlen, men vil kun i ekstreme tilfælde selv være påvirket af tilstanden.
Ligesom tilfældet er hos mennesker, kan også hunde sprænge deres ledbånd. Hos Rottweilere, og andre tunge racer, er det oftest korsbåndet i knæet, det går ud over. Der er endnu ingen entydige beviser for, at tilstanden er arvelig, men den har en tendens til at forekomme hyppigere inden for nogle familier end andre, hvorfor det ikke er helt urimeligt at antage en arvelig disposition.