Oprindelsesland: Tyskland
Anvendelse: Ledsagehund, tjeneste- og brugshund.
Klassifikation: FCI Gruppe 2 (Schnauzere, Pinschere, Molosser og Schweizer Sennenhunde),
Sektion 2.1 (Molosser og hunde af Dogge-type).
Med brugsprøve.
Rottweileren hører til blandt de ældste hunderacer. Dens oprindelse går tilbage til Romertiden, da den blev brugt som vogter- og drivhund. Hundene fulgte de romerske legioner over Alperne, beskyttede menneskene og drev kvæget. I området omkring byen Rottweil mødtes de med de lokale hunde, og der opstod blandinger. Rottweilerens hovedopgave blev nu at drive og bevogte kvæghjordene og at forsvare sin herre og hans ejendom. Efter den gamle tyske købstad Rottweil fik racen sit navn: Rottweiler-slagterhunden. Slagterne opdrættede denne hundetype udelukkende til arbejde og brugsformål, og således opstod i tidens løb en fremragende vogter- og drivhund, som også fandt anvendelse som trækhund. Da man ved begyndelsen af det 20. århundrede søgte hunderacer til polititjeneste, blev også Rottweileren afprøvet. Det viste sig hurtigt, at racen var fremragende egnet til opgaver i politiets tjeneste, og i 1910 blev den således officielt anerkendt som politihund. Rottweileravlen tilstræber en hund, der svulmer af kraft, sort med rødbrune, klart afgrænsede aftegninger – en hund, der trods sin kraftfulde fremtoning ikke savner ædelhed, og i særlig grad er egnet som ledsagehund, tjenestehund, redningshund og brugshund.
Rottweileren er en middelstor til stor, kraftigt bygget hund, hverken plump eller let, ikke opløben eller luftigt bygget. Dens rigtigt proportionerede, kompakte og kraftige skikkelse tyder på stor kraft, smidighed og udholdenhed.
Kropslængden, målt fra spidsen af brystbenet til sædebensknuden, må højst være 15 % større end skulderhøjden.
Af natur er den venlig og fredelig, elsker børn, er meget hengiven og lydig, let at føre og glad for at arbejde. Dens fremtræden er præget af urkraft. Af temperament er den selvsikker, nervefast og frygtløs. Den er særdeles opmærksom på alt, hvad der foregår omkring sig - og har samtidig styr på sit temperament.
Skalleparti: Middellangt, temmelig bredt mellem ørerne og set fra siden med moderat hvælvet pande. Nakkeknuden er godt udviklet uden dog at træde stærkt frem.
Stop: Tydeligt fremhævet. Pandefuren er ikke for dyb.
Næse: Veludviklet, mere bred end rund, med forholdsvis store næsebor og altid sort.
Næseparti: Må i forhold til skallepartiet hverken virke langstrakt eller afkortet. Forholdet mellem længden af næstepartiet og skalle er som 1 til 1,5. Næseryggen er lige, bred ved ansatsen og moderat aftagende udefter.
Læber: Sorte, fast tilliggende med lukket mundvig og så mørke gummer som muligt.
Kæber, bid: Over- og underkæbe er kraftige og brede. Kraftigt og komplet tandsæt (42 tænder). De øverste fortænder griber i saksebid ned foran de underste.
Kinder: Kindbensbuerne er udprægede.
Øjne: Middelstore og mandelformede, af dyb, brun farve. Godt sluttende øjenrande.
Ører: Middelstore, hængende og trekantede. De er placeret langt fra hinanden og højt ansatte. De fremadfoldede og godt tilliggende ører får skallepartiet til at virke bredere.
Hals: Kraftig, moderat lang, godt muskuløs og med let hvælvet overlinie. Halsen er tør, uden folder eller løs halshud.
Ryg: Lige, kraftig og stram.
Lænd: Kort og kraftig og dyb.
Kryds: Bredt og middellangt, forløber let afrundet – hverken fladt eller stærkt faldende.
Bryst: Rummeligt, bredt og dybt (ca. 50% af skulderhøjden), med veludviklet forbryst og godt hvælvede ribben
Underlinie: Flankerne er ikke optrukne.
Naturlig, stærk og lige i forlængelse af overlinien. Når hunden er opmærksom, ophidset eller i bevægelse kan halen bæres opretstående i en blød kurve. Når
hunden er i ro, bæres halen hængende. En hængende hale når ca. til haserne eller lidt længere.
Generelt: Set forfra er forbenene lige og ikke snævert stillede. Set fra siden er underarmene lodret stillede. Skulderbladet hælder ca. 45º mod vandret.
Skuldre: Godt tilbagelagte.
Overarm: Slutter godt til kroppen.
Underarm: Kraftigt udviklet og muskuløs.
Mellemhånd: Let fjedrende og kraftig – ikke stejl.
Forpoter: Runde. Tæerne er tæt sluttede og hvælvede. Trædepuderne hårde. Kløerne er korte, sorte og stærke.
Generelt: Set bagfra er bagbenene lige og ikke snævert stillede. Når hunden står naturligt, dannes en stump vinkel mellem hofteben/overlår, overlår/underlår og underlår/mellemfod.
Overlår: Moderat langt, bredt og med kraftig muskulatur.
Underlår: Langt, kraftigt og bredt, muskuløst og senet.
Haseled: Kraftfuldt og godt vinklet – ikke stejlt.
Bagpoter: Noget længere end forpoterne. Tæerne er stærke, ligeledes tæt sluttede og hvælvede.
Hovedets hud ligger overalt stramt til og kan - når hunden er meget opmærksom - danne lette rynker i panden.
Hårlag: Består af dækhår og underuld. Dækpelsen er middellang og grov, tæt og fladt tilliggende. Underulden må ikke vise sig gennem dækpelsen. På bagbenene er hårlaget noget længere.
Farve: Sort med godt afgrænsede aftegninger af varm, rødbrun farve på kinder, næseparti, halsens underside, bryst og ben samt over øjnene og under haleroden.
Skulderhøjde for hanner 61 til 68 cm.
61 – 62 cm, lille 63 – 64 cm, middelstor
65 – 66 cm, stor (korrekt størrelse) 67 – 68 cm, meget stor.
Vægt: ca. 50 kg
Skulderhøjde for tæver 56 til 63 cm.
56 – 57 cm, lille 58 – 59 cm middelstor
60 – 61 cm, stor (korrekt størrelse) 62 – 63 cm meget stor.
Vægt: ca. 42 kg.
Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang og dens indvirkning på hundens sundhed og velfærd.
Helhedsindtryk: Let, luftigt, højbenet helhedsindtryk. Svage knogler og muskulatur.
Hoved: Jagthundehoved. Smalt, let, for kort, langt eller plumpt hoved eller et overdrevent molosser-agtigt hoved. Overdreven bred skalle. Manglende stop, for lidt stop eller for dybt stop. Meget dyb pandefure.
Næseparti: Langt, spidst eller for kort næseparti - et næseparti, der er 40 procent kortere end længden af hovedet, er for kort.Spaltet næse, romernæse (konveks) eller sadelformet (konkav) næseryg. Faldende næseryg. Lys eller plettet næse.
Læber: Ikke stramt sluttende, rosafarvede eller plettede læber. Løs (åben) mundvig.
Kæber: Smal underkæbe.
Bid: Tangbid. Underkæbens molarer er ikke ansat på en lige linie.
Kinder: Stærkt fremtrædende.
Øjne: Lyse, dybtliggende, for udstående eller runde øjne. Løse øjenrande.
Ører: For lavt ansatte eller for højt ansatte, tunge, lange, slappe eller tilbagelagte ører såvel som opretstående og uens bårne ører.
Hals: For lang, spinkel hals med svag muskulatur. Hudfolder eller løs halshud.
Krop: For lang, for kort, smal.
Ryg: For lang, svag eller sadelformet ryg, karperyg.
Kryds: Afskydende kryds, for kort, for fladt eller for langt.
Bryst: Fladribbet eller tøndeformet brystkasse, for smal bagtil.
Hale: For højt eller for lavt ansat hale.
Forpart: Smal, deform eller ikke parallelt stillede forben. Stejl skulder. Mangelfuld albuetilslutning. For lang, for kort eller stejl overarm. Blød eller stejl mellemhånd. Spredte poter. For flade eller for stærkt hvælvede poter. Misdannede tæer. Lyse kløer.
Bagpart: Bagbenene med flade lår, hasesnævre, kohasede eller hjulbenede. For stejle eller overvinklede haser. Vildkløer. (NB! Fjernelse af vildkløer er forbudt i Danmark).
Hud: Hudfolder i hovedet
Hårlag: Blødt, for kort eller for langt. Bølget pels. Manglende underuld.
Farve: Aftegninger fejlfarvede, uklart afgrænsede, for store.
Aggressive eller for sky hunde.
Enhver hund, der tydeligt viser fysiske eller psykiske abnormiteter, skal diskvalificeres.
Temperament: Ængstelige, sky, aggressive, feje, skudrædde, bidske, overdrevent mistroiske eller nervøse hunde.
Generelt: Udpræget omvendt kønspræg (feminine hanner, maskuline tæver).
Bid. Underbid, overbid, krydsbid. Manglende fortand, hjørnetand, præmolar eller molar.
Øjne: Entropion, ektropion, gule øjne, uens farvede øjne.
Hale: Haleknæk, oprullet hale. Halen båret stærkt til siden i forhold til ryglinien, naturlig ”bobtail”.
Hårlag: Udpræget langhåret eller bølget pels.
Farve: Pelsfarven afvigende fra Rottweilerens standardfarve: Sort med tanfarvede aftegninger. Hvide pletter i pelsen.
Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
Kun funktionsdygtige og klinisk sunde hunde af racetypisk bygning bør anvendes i avlen.